| 472 | Kong Svends Personlighed. |
Knytlingasaga giver med følgende Ord et almindeligere Billede af Kongen: »Han var en saare smuk Mand, højere og stærkere end de fleste, nedladende og venlig i Adfærd, meget gavmild og veltalende, en myndig Regent og retfærdig, taalmodig og meget tapper og vaabendjærv«. Den Dom over Svend som Landets Styrer, som her bliver udtalt, synes godkendt af alle. Han havde forstaaet de Opgaver, som Tiden havde givet ham at løse, han havde vidst baade at gaa dristig frem og i Tide at bøje af; han havde ikke været Erobrer, men Landets Forsvarer, og fremfor alt havde han snildt varetaget Landets indre Opkomst.
Medens Kong Svend opholdt sig paa Kongsgaarden i Søderup i Slesvig (i Hjortkær Sogn Vest for Aabenraa i Nærheden af det gamle Urnehoved ting), blev han syg, og en Feber bortrev ham den 28. April 1076. Hans Lig førtes med stor Pragt til Sjælland og blev nedsat i Krypten af den Kirke, som Biskop Vilhelm havde begyndt at opføre og hans Efterfølger Svend skulde fuldføre.
Thi Biskop Vilhelm var død samtidig med Kongen. Saaledes lyder i alt Fald den skønne Fortælling, som Traditionen bevarede i Roskilde og hos Skjalm Hvides Slægt, der havde sit Hjem tæt ved det Sted, hvor Døden ramte den gamle Bisp.
Ved Budskabet om, at Kongen var sovet hen, blev Vilhelm dybt grebet af Sorg; han troede at føle, at hans Endeligt forestod, og derfor befalede han de Mænd, som arbejdede paa Kongens Grav, ogsaa at grave en Grav til ham. Saa steg han til Hest og red Ligfølget i Møde. Da han naaede Topshøj Skov (½ Mil Syd for Sorø paa Vejen fra denne By til Skjelskør) og her saa to høje Træer, gav han Ordre om at fælde dem og bygge en Ligbaare deraf. Da dette var sket, drog Bispen videre, og kort efter kom det kongelige Ligtog dem i Møde. Vilhelm steg af Hesten og bredte sin Kappe paa Jorden; knælende bad han Gud om at maatte følge sin Hjertensven i Døden. I samme Øjeblik sank han om og sov bort. Saaledes førtes da samtidig de to Venner til Roskilde, Vilhelm kørt paa Ligbaaren, Kongen baaren paa sine Mænds Skuldre, og begge fik den Grav, der stod rede for dem.
Kong Svend havde haft flere Hustruer, og han havde mange Friller, saaledes at det ikke er let at redegøre for hans Ægteskaber og Familieforhold. Som en af hans Hustruer nævnes Gyda, der blev dræbt ved Gift af Svends Frille Thora. En anden var Gunhild, fra hvem han maatte skille sig (S. 429), en tredje Thora var Enke
