| Egil, Kongens Høvding paa Bornholm. | 483 |
viste snart, at Krigerhaandværket var hans Lyst, og med det talrige Mandskab, han tog i sin Tjeneste, hærgede han gennem den hele Sommertid løs paa Vender og Sørøvere, saa at Riget blev vel forsvaret, medens han selv vandt sig meget Gods, hvormed han kunde underholde sine Mænd om Vinteren. Den rundhaandede Egil samlede saa mange Mænd og Skibe under sig, at Kongen frygtede for, at der skulde komme Ufred deraf, tilmed da Egils Indtægter af det kongelige Gods ikke nær kunde forslaa hertil; han bød ham at indskrænke Antallet af sine Mænd og mindede ham om, at han havde forbudt al Krigsfærd indenlands.
Engang hærgede Egil med 18 Skibe i de vendiske Farvande. Udæskede ved Plyndringerne samlede Venderne sig i Skare og anfaldt Egils Skibe paa Søen. Under den haarde Kamp kom den vendiske Høvdings Skib til at ligge jævnsides med Egils, og denne sprang da rask over paa sin Fjendes Fartøj og fældede ham, hvorpaa han baglænds sprang tilbage. Nu faldt Vendernes Mod aldeles, og de toge Flugten med stort Tab. Men Kampen havde været yderst haard, Egil var en Afmagt nær af Træthed. Han bad om Vand at drikke, men Skibsdrengen svarede ham, at Tønderne med Drikkevand vare under Kampen slaaede i Stykker, og at Vandet var løbet ned ved Kølen, hvor det havde blandet sig med det flydte Blod. »Jeg kan vel drikke ligefuldt«, sagde Egil, og uagtet det mere var Blod end Vand, der flød ved Skibets Bund, sænkede Egil sin Hjælm deri og drak tre store Slurke. Med prægtigt Bytte kom Egil hjem til Bornholm; Rygtet om den drabelige Kamp spurgtes vidt om, men Egil bar fra den Tid Navnet Blod-Egil.
Da Egil besøgte Kong Knud, blev han modtaget med stor Hæder, men Kongen havde ogsaa hørt om, hvorledes Egil havde drukket Menneskeblod, og paalagde ham snarest mulig at skrifte den svare Synd for Præsterne og faa Bod derfor. Dette lovede Egil. Knud frygtede dog for, at disse Hærfarter skulde føre til Ufred og Rov, og han forbød ham at fortsætte den hedenske Skik.
Næste Sommer drog Egil ikke desmindre paa Hærtog, og da Kongen erfarede det og Egil desuden maatte tilstaa, at han ikke havde skriftet eller søgt Bod, fratog Kongen ham hans Embede. Egil mindskede dog ikke sit Folkehold, snarere samlede han større
182. Mønter, prægede for Knud i Lund og Viborg.
