Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/579

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
Erik Emunes Togt til Norge. 553

Vestsiden af Oslo Fjord blev lagt de Danske alle Vanskeligheder i Vejen, saaledes ved at hindre dem i at indtage Vand. Da Kong Erik naaede Oslo, trak Befalingsmanden Thjostulf Aaleson sig tilbage ovenover Byen; en Flok Danske under Eskil, Eriks Stavnbo, forfulgte ham, men Eskil blev truffet af en Pil, som Thjostulf udskød, og segnede om med gennemboret Strube. Erik lod Oslo plyndre og Halvardskirken brænde, men da Thjostulf næste Dag vendte tilbage fra Romerike med en betydelig Styrke, maatte Kongen sejle bort, og hans Forsøg paa Landgang andetsteds mislykkedes med Tab af Folk. Da han derpaa løb ind i Hornboresund, blev han angrebet af Kong Inge, og mange Danske faldt i Kampen.

Paa alle Maader skuffet vendte Erik da tilbage. Hans Vrede gik ud over den blinde Konge, som havde narret ham med Hensyn til Folkestemningen, medens Erik jo selv burde have indset, hvor haabløst hans Foretagende var. De danske Høvdinger vare misfornøjede over et Togt, som havde sat dem i store Omkostninger og hvori de, som de paastod, havde været tvungne til at deltage.

Saaledes havde det vist sig, at hverken politisk Syn eller modent Overlæg og Menneskekundskab hørte til Kong Eriks Egenskaber. Endnu var han dog meget afholdt af Almuen, fordi han forlangte Landets Love, der i Krigsaarene vare bievne krænkede, strængt overholdte og ligeledes paatalte ethvert Overgreb fra de mægtigeres Side imod de lavere stillede. Han lod hverken Frændskab eller Venskab have nogen Indflydelse, men netop derfor fik han ogsaa mange Herremænd til Fjender. Og dette førte til hans Drab.

Kong Erik opholdt sig i Ribe, da han blev opfordret af nogle Bønder til som Voldgiftsmand at dømme i en Tvist. Kongen ønskede, at Sagen skulde forhandles for ham paa et Ting i Nær-

205. Arkonas Volde (paa den nordlige Skrænt, til venstre paa Billedet, lindes endnu Kilden).

Danm. Riges Hist. I 70