Den sidste Halvdel af det tolvte Aarhundrede danner i Europas almindelige Historie en mærkelig Modsætning til den, som var gaaet forud. Efter en tam og famlende Tid eller efter en Splittelsens Tidsalder med opløste Tilstande kommer et Tidsrum, da store Fyrster og stærke Karakterer staa frem og virke mægtigt paa Rigernes Udvikling og Folkenes Liv. I Tyskland fornyer Frederik Rødskæg den gamle Kejsertid, i England søger Kong Henrik II at opbygge en stærk Stat og et kraftigt Kongestyre, i Frankrig stræber Filip August mod samme Maal, og paa den romerske Stol sidder i over to Aartier en af Middelalderens djærveste Paveskikkelser Alexander III. Som Støtte for disse Fyrster eller i Kamp mod dem træde i hvert Land karakteristiske Personligheder frem inden forden verdslige og gejstlige Verden. Det er kort sagt en Tid, der føder store Skikkelser, og i hvilken derfor — det kan man trygt stole paa — store og dybt gribende Ideer ere oppe.
Enhver Dansk véd, at han ved at vende det Blad i Danmarks Historiebog, som maler Blodnatten i Roskilde og Afgørelsen paa Grathehede, naar frem til en Storhedstid for det danske Folk, der begynder med den første Kong Valdemar og ender med hans yngste Søn og Navne. Allerede Begivenhederne, inden Valdemar blev Enekonge, have vist os ham som tapper og uforfærdet Kriger og som en ædel og klog Fyrste, saaledes at i alt Fald Muligheder for en glimrende Styrelse af Riget synes at tegne sig. Og lykkeligvis havde
Danm. Riges Hist. I 75
