For første Gang besteg en Konge, som alt tidligere var hyldet og salvet, Danmarks Trone. Knud drog dog straks til Jylland for at tage sin Faders Krigere i Ed. I Viborg blev Kongen modtaget med Velvilje af alle, derimod mærkedes det paa Urnehovedting, at der var utilfredse; de holdt sig dog tilbage, og den store Mængde tog vel mod Kongen.
I Skaane var Valdemars Død imidlertid et Signal for Almuens gamle Urostiftere, som mente, at de nu kunde tage Hævn for dem, der vare faldne i Slaget ved Dysiaa. Absalon drog derover for at tale Bønderne til Rette, men paa det Ting, han holdt med dem, op-naaede han intet, ja Urostifterne lod endog udgaa Befaling om, at hele Almuen efter Høsten skulde møde bevæbnet paa samme Sted. Absalon maatte atter drage bort, og nu gik de oprørske løs paa Thord Gælkærs, Esbern Snares og flere andre Stormænds Gaarde, som de plyndrede og afbrændte. Mange Herremænd toge derfor Flugten, medens Almuen hentede sig en Fører i Sverige. Deres Kongsemne hed Harald og var maaske en Søn af Erik Lams Modstander Oluf Haraldsøn (S. 557); han kom med Hjælpeskarer fra den svenske Konge Knud og fra Birger Jarl. Saaledes forstærket drog Almuehæren frem mod Herremændene, der nu under Absalons Førelse vare vendte tilbage og havde slaaet Lejr ved Lommeaa. Skønt faa i Antal stormede Rytterne i strakt Løb ind paa Almueskarerne, der forfærdedes saaledes over Indhugget, at de uden at vove Lemmer og Blod hovedkulds flygtede sammen med deres Kongsemne og deres svenske Hjælpere.
