Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/706

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
678 Bugislav afstaar Pommern til Kong Knud.

over for Kongen. Dette lovede Absalon ogsaa, men uden at ville standse Plyndringen af Omegnen, idet han stadig mistænkte Fyrsten for Svig og Forsøg paa at forhale Krigen. Derfor blev Landskabet grundig hærget og brændt, medens dog Kirkerne skaanedes. Bugislav maatte indse, at ingen anden Udvej end fuldkommen Overgivelse var mulig. Den følgende Dag førte Absalon og Jarimar

251. Kong Knuds Segl. (Af Indskriften kan læses: Kan(utus) og: (Sclavorum)que Rex).

barn frem for Kongen, og han gav nu Afkald paa sit Arveland, som han for Fremtiden skulde besidde som Kongens Lensmand og svare Skat af som Røboerne. Absalon gjorde derpaa et Gilde for Bugislav. Fyrsten drak sig aldeles døddrukken, saa at han maatte sove Rusen ud i et af Absalons Telte. Næste Morgen vendte han tilbage til sine Krigere, og den følgende Dag kom han med sin Hustru og sine Børn og en Skare fornemme Pomeranere dragende til Kong Knud, der paa sit prægtige Kongeskib laa i Sundet tæt uden for det gamle danske Vældes berømte Jomsborg. Bugislav gik om Bord, kastede sig for Kongens Fod og bad om Tilgivelse for Angrebet, idet han stillede Gisler for sin Troskab. Knud var rørt over Fyrstens Ulykke, rejste ham op og forlenede ham med det afstaaede Land. I samme Øjeblik brød et vældigt Tordenvejr løs; de rungende Skrald og det forfærdelige Vandskyl, som bragte Baaden, hvori Bugislav og Ærkebispen af Kammin gik fra Borde, næsten til at kæntre, tog man som et Tegn paa den vendiske Magts Fald.