| Gesta Danorum. | 709 |
heden af den beundrede Mand, der overdrog ham det Hverv at skrive Danmarks Historie.
»De Danskes Bedrifter« (Gesta Danorum) er Titlen paa Saxos Værk. Den, der skal skrive om dem, har ifølge Saxos Opfattelse faaet den største og herligste Opgave. Thi det danske Folk har en saa rig Historie, at den kan maale sig med Romernes; den er saa fuld af berømmelige Bedrifter, at det vilde fylde mangfoldige Bind, om alt var skrevet ned. Denne glødende Kærlighed til Landets Fortid, Beundring for de Danskes Historie, Samfølelse med Folket er den største af de Ejendommeligheder, som præge Saxos Forfatterskab. Han forbinder ikke dermed nogen Uvilje mod andre Nationaliteter, Sachserne alene undtagne, thi de have altid haft Fortræd i Sinde mod Danmark og bragt det en blødagtig Kultur. Saxo elsker de tapre Konger, der føre Folket til tapre Bedrifter, de skabe derved tillige Mulighed for Fredens rolige Gerning. »Det danske Navn« skal man bringe i Agt og Ære hos de fremmede, og den enkelte skal tjene det hele Folk. Man bør aldrig glemme Virksomheden for Konge og Land over den private Gerning; af alle de modstillede Udtryk, som Saxo ynder, forekommer intet hyppigere hos ham end offentlig og privat. Enhver, der tjener Kongen opofrende og trofast, som det sømmer sig en ret Hirdmand og Kæmpe, kaster Glans over ham, som han over dem. Men den mægtige Konge bør aldrig blive Tyran, han skal høre sit Folks Stemme. Og vel kan intet Offer for Konge og Fædreland være for stort; dog tør man ikke for at redde Fødelandet øve Svig eller Forræderi. I det hele bør i alle Livets Forhold Æren agtes; hver Stand har en egen Ære at vogte. Saxo er i denne Henseende fordomsfriere end den mere aristokratiske Svend Aagesøn; Kraft og Tapperhed adler hver Mand; »det er skønnere at kues af en overmægtig, end om man bruger egne Kræfter slapt«.
Den glødende Kærlighed til Fædrelandet er ikke egen for Saxo, men præger, som alt er omtalt, andre Skrifter fra denne Tid. Derimod har Saxos Værk et Karaktermærke, som skiller det fra næsten alle Bøger i den ældre Middelalder baade fra Danmark og Udlandet; det mangler fuldstændig kirkelig Stil og Tone. Saxo har utvivlsomt haft en oprigtig kristen Tro, han dadler al Vantro og alt Frafald, Nordens gamle Guder ere efter hans Opfattelse Troldmænd og Forførere, han priser de danske Konger, der fremme Kristendommen. Men den kristne Tros Komme til Landet skildrer han meget kort og uden særlig Varme, idet han omtrent
