60
Den agende Gudinde Nerthus.
Han mærker, naar Gudinden er til Stede i denne Helligdom, og følger efter hende med stor Ærbødighed, naar hun drager ud, trukket af Køer. Da er der Frydedage og hellig Højtid paa alle de Steder, som hun værdiger til Gæstebesøg. Ingen Krige begyndes da, der gribes ikke til Vaaben, alt Jern holdes indelukket; Fred og Rolighed er ene kendt og elsket, indtil den samme Præst leder Gudinden, træt af Omgang med de dødelige Mennesker, tilbage til den hellige Lund. Derpaa bliver Vognen og, om man tør tro det, Guddommen selv toet i en lønlig Sø; Trællene, som have gaaet til Haande derved, blive straks druknede i den samme Sø. Deraf opstaar en hemmelighedsfuld Rædsel og hellig Uvidenhed om hvad det vel kan være, som kun ses af dem, der skulle dø.
Fortællingen om Nerthus er i mange Henseender lærerig. Flere lærde have opfattet denne Ø i Oceanet som en af de danske Øer; man læste endvidere Navnet Nerthus urigtigt som Hertha, og man opfandt en Herthadal ved Lejre. Dette er Fantasteri, men hvad der er vist, er, at Tacitus’ Fortælling staar i fuld Samklang med Efterretninger fra andre Folk. Gallerne førte saaledes paa en Vogn, forspændt med Køer, Billedet af Gudinden for den fødende Naturkraft; hvor den kørte mellem Agre og Vingaarde, bragte den Velsignelse og hilsedes derfor med Sang og Dans. Vi træfte ligeledes Efterretninger, om at en Præstinde hos Goterne styrede en Vogn med Gudebilleder, forspændt med Hjorte — ogsaa en gotisk Konge kørte med Hjorteforspand — og fra en langt senere Tid beretter en Saga os, at hos Svenskerne ved Vinterens Ophør et tilhyllet Gudebillede, ledsaget af en ung Præstinde, førtes om paa en af Heste trukket Vogn og hilsedes med Gilder og Ofringer.
Et og andet kunde som alt foran nævnt tyde paa, at den jydske Vogn havde tjent i et lignende Øjemed, og i hvert Fald have de
