62
Jydske Grave fra den førromerske Jernalder.
for de nys omhandlede Grave den fælles Kirkegaard har været det betegnende, gaar dette Træk for saa vidt igen i den vestlige Del af Landet, nemlig i en særegen Art Begravelser fra Sønderjylland og fra nørrejydske Herreder nærmest ved Ribe og Varde. Det er beskedne Jordhøje, paa Højde som Myretuerne af Naale i vore Granskove, men langt fladere end disse, og man vilde maaske slet ikke blive dem vaer, om de ikke ved at ligge i Grupper krusede Jordsmonnet paa en ejendommelig Maade. Gravpladsen rummer sædvanlig en Snes Høje; i Hedeegnen ved Aarre Øst for Varde fandtes dog en Kirkegaard med 253 Smaahøje, og den synes oprindelig at have talt et Tusende Grave. I hver Høj er en Krukke nedsat med den dødes brændte Ben; haandstore Stene danne et Hegn omkring Urnen, der tillige er dækket med en flad Sten. I Urnen fandtes undertiden noget Gravgods, som oftest var det dog faa og tarvelige Ting, Naale, Ringe og lignende. En Skik ses at have været raadende, som vi kende paa samme Tid fra andre Steder i Europa, nemlig at man afslog det ene eller begge Ører af Gravurnen. I øvrigt træffe vi ved disse Grave egentlig første Gang den Skik at bygge et Gravminde for hver enkelt afdød.
II.
Grækernes og Romernes første Kundskab om Danmark og de nordiske Folk.
De store Begivenheder i Middelhavslandene gav ingen Genlyd heroppe i Norden. Intet Øje fulgte herfra med de sydlige Rigers Fald og Rejsning, med Xerxes’ Tog, Aleksanders Erobringer og Hannibals Kampe. Vi stode uden for Verdenshistorien. Kun i Vaabens og Redskabers Former mærkedes Paavirkninger af Sydens Kultur, sædvanlig dog hentede paa anden Haand; stundom trængte ad Handelsveje Genstande fra Middelhavets Riger op til Norden. Men ingen af Sydens Mænd naaede saa langt frem, at han kom til at staa Ansigt til Ansigt med en Nordbo. Herfra fandtes kun een Undtagelse, men Beretningen derom lød da ogsaa saa sælsom for Grækeres og Romeres Øren, at den hurtigt foragtedes som en løgnagtig Fabel, prangende med falske Farver.
Paa Aleksander den stores Tid besluttede en lige saa dristig som genial rejsende, Pytheas fra Massilia (Marseille), at skaffe sig Erfaring om, hvor langt den »menneskelige Beboelse« strakte sig mod Nord. Hans Rejse og hans Skrift derom satte allerede i
