| Erling Stenvæg, Baglernes Kongsemne. | 739 |
faaet Hjælp dér, og omvendt havde de for Kong Sverre flygtende norske Gejstlige fundet Husly i Danmark. Paa Kong Sverres Tid var en Mand Erling optraadt i Danmark og havde udgivet sig for at være en Søn af Magnus Erlingsøn. Sverre havde straks ladet ham opsøge, hvorpaa han var flygtet til Vestergøtland. Den svenske Konge Knud, Sverres Svoger, lod ham sætte i Taarnet (Stenvæggen) paa Visingsø i Vettern, men det lykkedes ham at undslippe; snart efter blev han dog dræbt i Dalarne. Ikke desto mindre optraadte mange Aar derefter paa Markedet i Skanør (1203) en Mand, som udgav sig for at være denne Erling, og blandt de tilstedeværende Norske var en Del Bagler, som tilbød at hjælpe ham, hvis han vilde gøre Krav paa Tronen. Kong Hakon havde dog vundet saa stærk Tilslutning i Norge ogsaa blandt Baglernes Førere, at Erling fandt et saadant Forsøg for voveligt. Han opholdt sig den følgende Vinter i København, men da saa Kong Hakons Død indtraf (1204), meldte de samme Bagler sig hos ham og opfordrede ham paa ny til at gøre sine Krav gældende. Erling følte nu ikke længer nogen Betænkelighed; desuden ankom der Flygtninge fra Norge, som forstærkede Skaren. Ogsaa Kong Valdemar lovede at støtte Foretagendet. Det blev bestemt af Partiet, at alle skulde mødes i Aalborg ved Fastetiden; derhen bleve da ogsaa alle Baglernes Venner i Viken kaldte.
Bevægelsen kom dog ind i et helt andet Spor ved Indblanding af Biskop Nikolaus i Oslo. Denne store Intrigant vilde fiske i det rørte Vand for selv at faa en større Fangst. Han rejste ned til Kong Valdemar og forestillede ham, hvor lidt hin Erling »Stenvæg« egnede sig til et saadant Foretagende; han var vitterligt nok aldeles ikke den, han udgav sig for, men en Husmandssøn, forjaget fra sin Hjembygd i Oplandene, foragtet af alle rettænkende. Kongen skulde derfor, hvis han fastholdt sine Krav paa Norge, hellere sende en af sine Frænder som Høvding derhen. Valdemar troede dog ikke, at hans Frænder vilde ombytte deres gode Stillinger i Danmark med hvad der tilbødes dem i Norge, men Nikolaus henledte da Opmærksomheden paa en Mand, som formentlig havde alle ønskelige Egenskaber for at kunne være Kongsemne, nemlig Filip, en Søn af Margrete, Kong Inges Søster, og Kong Valdemars Frænde. Hvad nu dette Frændskab angaar, maatte man stige mange Trin op paa Stamtræet for at finde en Tilknytning, og det havde været ærligere, om Bispen havde kaldt Filip sin kødelige Søsters Søn, tilmed da Margrete og Kong Inge kun vare Halvsøskende. Valdemar gik vel
