94
nu snart skilt mig ved alt, hvad jeg ejer og har. Aa, hvor jeg skulde give ham, naar jeg kunde faa Held til det! Men jeg hænger fast i mine egne Ord, og han hænger sig i dem, saa det svier mig til Marv og Ben.« — »Jeg tror dog, jeg véd Raad,« siger Kællingen, »til, hvordan vi skal blive af med ham. Han skal jo rejse, naar Kukmanden kommer. Det er der jo endnu længe til. Men nu skal vi narre ham. Du skal tjære mig helt over, og saa vælter jeg mig i Fjer, og saa hjælper du mig op i vor store Abild; dèr skal jeg sidde og kukke, saa han tror, det er Kukmanden, der er kommen.« — »Ja, du er en klog Kone,« sagde Trolden, »det skal vi gjøre.« Saa sov de paa det den Nat.
Næste Morgen, som Hans sad med Trolden ved Davrebordet — Konen var ikke inde — , saa begynder det ude i Abildgaarden: Kukkuk! Kukkuk!« Hører du?« siger Trolden, »dèr har vi Kukmanden.« — »Det maa jeg se,« siger Hans og springer op, »jeg maa altid ud og se den første Gjøg hver Sommer.« Og han ud i Abildgaarden, og en stor skarp Flintesten har han faaet fat paa, og den driver han op i Panden paa Kællingen, der sidder og kukker, saa hun dratter ned af Træet og brækker sin Hals. »Kom og se! Husbond!« raaber Hans, »det var da en løjerlig Gjøg, den.« Saa kom Trolden farende ud og saa' sin Kone ligge død under Abilden. Og han til at bande og gale, saa Gnisterne føg af hans Øjne. »I er da vel ikke vred? Husbond!« sagde Hans. Men nu kunde Trolden ikke styre sig længer. »Din Helvedes Brand!« skreg han, »jeg er saa vred og saa gal, saa jeg kunde fare og flyve i Flint. Du har ødt mine Heste, du har ødt mine Svin, mine Kør, mine Faar; du har ødt mit Bo og halv brændt min Gaard, du har myrdet mit Barn og min Kone med. Hu, hu, hu!« Og han rystede og skjælvede, saa arrig var han.
