100
dan som han har levet!« sagde Præsten. »Ja, men nu er han jo død;« sagde Enken, »og jeg havde da tænkt, at vor Far skulde have vor bedste Fedestud, naar han vilde holde en pæn Ligtale over ham.« — »Ja, vi er jo alle Mennesker,« sagde Præsten! »send mig den Stud! saa skal jeg se, hvad jeg kan gjøre.«
Saa var Enken glad, og Studen kom hen i Præstens Stald som en Sjælegave fra den afdøde; og Præsten var inde at se paa den og føle paa den, og han syntes rigtig godt om den, og han fik ogsaa bedre Tanker om den salig Mand, som havde lagt den til og fodret den op.
Men Degnen dèr i Sognet han var et misundeligt Skarn. Han tog det meget ilde op, at Enken havde betænkt Præsten saa rigelig — han kunde jo nok vide, hvad Meningen var med det —, men ham havde hun slet ikke vist nogen Villighed. Han skulde nok lade sig nøje med de fire og tyve Skilling, der tilkom ham for det fattigste Lig. Det var ikke til at udholde; og han lagde sit Hoved i Blød, for at finde paa Raad til at hævne sig baade paa Præsten og paa Enken. Degnen kunde dog ikke finde paa noget; men han havde en Karl, som var et forslagent Hoved; ham talte han til om Sagen. »Det skal jeg nok klare,« sagde Karlen.
Dagen efter skulde Begravelsen gaa for sig; der var jo stort Følge med den rige Mands Lig, Kisten blev sat ned i Graven, og Præsten stod for den ene Ende, færdig til at holde sin Tale, Enken stod lige ved, for at høre hvert Ord. Saa kommer Degnens Karl løbende og hvisker til Præsten: »Far! den fede Stud er død!« — »Saa til Helvede!« sagde Præsten, og i det samme kastede han den første Spadefuld Jord paa Kisten. »Hvor skal vi gjøre af ham? Far!« hviskede Degnens Karl. »Ned i Jorden med ham!« sagde Præsten, og saa smed han
