116
da ud med Bæger i Haand og rakte ham paa Hesten. Men i det samme greb han hende om Livet og svang hende op foran sig. »Hæv dig Guldfole, hæv dig!« sagde han, og som en Fugl fór den lige op i Luften med dem, og inden Troldkongen kom ud, var de ikke mere til at øjne. Saadan for de gjennem Luften en Time stik i Vester. Saa sagde Alexander: »Nej dig, Guldfole!« og saa gik det ned ad igjen, til Hesten naade Jorden, og saa var Ræven strax paa Siden af dem, og de rejste da den Nat igjennem, og næste Morgen var de ved Slottet med Guldtag, hvor Guldfuglen var til Huse.
Paa Vejen dèr hen havde Ræven sagt Alexander Besked, og da han nu red ind i Slotsgaarden paa den straalende Guldfole, med den skjønne Fru Helene paa Sadelknappen, saa kom jo alle ud at se det Syn. Kongen kom ogsaa, han som skulde have Guldfolen for Guldfuglen, og han bød jo Alexander velkommen og bad ham at staa af og komme inden for tillige med den Prinsesse, han havde fundet paa Vejen. Men Alexander sagde, at han vilde ikke sidde af sin Hest, før han fik sin Fugl med Guldbur og det hele. Saa kom de ogsaa med Buret med Fuglen i, og nu sang den saa sødt, saa de havde aldrig hørt Mage. Hver Menneskesjæl maatte frydes, som hørte derpaa. Fru Helene fik Buret i Haanden og beundrede Fuglen og dens Sang. Men lige med ét saa siger Alexander: »Hæv dig, Guldfole!« Og saa farer den op i Luften med dem, lukt over Slottet og højere op, saa den var snart ude af Syne. Da de har faret saadan en Stund, saa siger Alexander: »Nej dig, Guldfole!« Saa kom de ned paa Jorden igjen langt borte fra Slottet, og dér var Ræven strax til Stede og hilste paa dem.
»Nu maa vi skilles,« sagde den, »nu har jeg hjulpet dig, saa du har faaet alt, hvad dit Hjærte kan begjære. Paa din Bryllupsdag
