123
skal du hjælpe mig og lønne mig for alt, hvad jeg har gjort for dig,« siger den,« du skal drage dit Sværd og hugge mit Hoved af og lægge det bag til, og du skal hugge min Hale af og lægge den for til.« Alexander sagde, at det kunde han ikke gjøre: handle saadan med sin Ven og Velgjører. »Du skal og maa gjøre som jeg siger,« sagde Ræven, »ellers sætter jeg dig i den samme Stand som du var, da dine Brødre havde sænket dig i Kjæret, som jeg trak dig op af.« Saa maatte Alexander da gjøre som Ræven vilde. Og i det samme det var gjort, saa var Ræven borte, og i dens Sted stod en aldrende Mand af kongeligt Udseende. Han fulgte med op paa Slottet, og da Kongen saa' ham, saa kjendte han, at det var hans Halvbroder, som var ældre end han og den rette Arveprins til Riget; men hans Stifmoder havde omskabt ham til Ræv og jaget ham bort, for at hendes Søn kunde blive Konge, sig selv til liden Glæde.
Da Kongen saa' og kjendte sin Broder, saa sagde han strax, at nu nedlagde han Kronen, for nu var Riget og Regeringen hans, som var født og baaren dertil. Men Arveprinsen sagde: »Lad mig kun være Konge i Aften; men fra i Morgen skal din Søn Alexander bære baade Krone og Spir. Vi to gamle kan endda være ham til Raad og til Bistand. — Men imens jeg nu er Konge, saa dømmer jeg, at hver skal have og beholde sit eget. Alexander har faaet, hvad hans er, de tre største Klenodier i Verden: den skjønneste Dronning, den ypperste Hest og den vidunderligste Fugl. Nu skal Galgen ogsaa have og beholde, hvad den hører til.« Saa lod han strax de to ældste Kongesønner føre ud at hænges.
Dagen efter var Alexander Konge i Landet, og den skjønne Helene Dronning; men den gamle Konge og hans Broder, som
