129
Saa hændtes det en Dag, han var ude paa Jagt med sine Hoffolk, de havde lejret sig tæt ved en Landevej og holdt deres Frokost, — at de saa' en gammel Mand komme ridende hen ad Vejen paa en meget daarlig Hest. Den gamle Mand var meget lidt kjøn at se paa: han var baade pukkelrygget og enøjet og skjævhalset; og fattig og daarlig var han jo i Klæder; og hans Hest var ikke meget kjønnere: det var et lille tykmavet, langhaaret Bondeøg, som endda lammede paa det ene Forben.
»Hu ha!« sagde Prinsen, »skaf mig den grimme gamle Karl og hans grimme Øg af Vejen! Jeg kan ikke taale at se noget saa stygt.« Hoffolkene var jo strax til Rede og fik den lurvede Rytter gjennet af Vejen, saa han kom ud af Syne.
Men den gamle Mand var ikke den, han saa ud til; han var en stor og mægtig Troldmand, som ikke altid viste sig i saa ringe en Skikkelse. En Dag, Prinsen gik ganske alene ude i Skoven, saa stod den gamle enøjede Mand for ham, rørte ved ham med sin Stok og sagde: »Nu kan du prøve at være et Øg ligesom mit. Og det skal du være, indtil en uskyldig Kongedatter vil kalde dig sin allerkjæreste Ven.« Og i det samme han sagde det, blev den smukke Prins til lige saadan et grimt lille Øg som det, han ikke havde kunnet taale at se paa.
I Prinsens Hjem var der stor Forskrækkelse. Kongens Søn var forsvunden, og ingen vidste, hvor han var bleven af. Imens gik han ude i Skoven som et lille uanseligt Bondeøg, meget ilde tilfreds med sig selv. Det kunde ikke nytte ham at gaa hjem til sin Faders Slot, for dèr vidste han, at ingen vilde kjendes ved ham. Da han havde gaaet om i Skoven et Par Dage, saa traf det sig, at der kom en lille Bondedreng, som var ude at sanke Brænde. Han saa' det lille Øg gaa dèr og græsse; han
