142
tælling — , hvem af disse tre hører Barnet til?« — »Det hører Billedhuggeren til, for han var den første, der dannede det,« lød det nu fra Prinsessen i den anden Ende af Stuen. Urmagersvenden nikkede til Spejlet og sagde: »Godt, lille gode Spejl, og tak for god Underretning!« og dermed gik han ud af Døren, uden saa meget som at se til Prinsessen. — Men Præsterne, som stod dèr for at høre, om Prinsessen talede, de nægtede at have hørt et eneste Ord, og dermed blev ogsaa han ført ned i Gaarden, for at miste Livet. Men da Kongen hørte, at det var ham, der havde gjort det kunstige Ur, saa sagde han, at han skulde have Lov til at slippe med Livet for denne Gang. — Det gik saadan i lang Tid, den ene efter den anden prøvede sin Lykke hos Prinsessen, men altid endte det med, at de satte Livet til, og Prinsessen blev ved at være stum. Saa en Dag kommer Urmagersvenden igjen, han kommer ind til Prinsessen, han fortæller den samme Historie til Spejlet og spørger og faar samme Svar af Prinsessen som forrige Gang, men da han saa kommer ud og spørger Generalerne — for det var dem, der denne Gang skulde holde Vagt —, om de ikke havde hørt Prinsessen tale, saa nægtede de at have hørt noget, og saa førtes den arme Urmagersvend, som slet ikke havde Lykken med sig, ned til Blokken, for uden Naade at halshugges.
Lykken og Forstanden var igjen ude at spasere, og de kom nu netop dèr forbi i det samme. »Dèr kan du se,« siger Lykken, hvad det hjælper at have Forstand, naar man ikke har Lykken med sig, det er da tydeligt, at Lykken er langt bedre end Forstanden.« — »Ja,« siger Forstanden, og det var netop i det Øjeblik, da Manden skulde halshugges, — »kast du dig da nu paa ham!« Og det gjorde Lykken; og i samme
