158
Hus, hvor der ikke bode andre end en gammel Kone. Hende bad Soldaten da saa mindelig, om han ikke maatte blive der Natten over, og det fik han da ogsaa Lov til. Da de nu rigtig kom i Snak sammen, saa fortæller han den gode gamle Kone, hvor ilde han var faren: at han enten inden to Aar skulde bedrage Kongens Datter, eller ogsaa skulde miste sit Liv; at Prinsessen sad i et Stentaarn, som ingen uden Kongen havde Nøglen til; at det var allerede langt inde i det første Aar, og at han ikke vidste sine levende Raad. Penge havde han jo nok af, men hvad godt kunde de her gjøre ham?
»Ja,« siger saa den gode gamle Kone »det skal du endda ikke være saa vis paa. Nu skal du lade en Guldhjort gjøre, saa stor, at du kan sidde inde i den, og naar den saa er færdig, skal du krybe der ind, og saa skal du leje en, der kan trække rundt med den.« Og saa sagde hun ham Besked om, hvordan han i ét og alt skulde bære sig ad. — Soldaten sagde da den gamle Kone saa mange Tak for hendes gode Raad, og saa snart det blev Dag, bød han Farvel og vandrede tilbage til Kongestaden.
Her satte han strax en Guldsmed med alle hans Svende i Arbejde. De skulde gjøre ham en Guldhjort, saa stor, at han magelig kunde sidde inde i den, og en Laage skulde sættes paa, som han kunde krybe ind og ud ad, ligesom han vilde. — Da Hjorten var færdig, var den saa kunstig gjort, at ingen kunde opdage, at der var nogen Laage. Soldaten var ikke sen, han fik lejet sig en Karl, krøb ind i Hjorten og lod saa Karlen trække afsted med Dyret.
Nu kunde Soldaten spille saa urimelig kjønt — en rigtig god Rost havde han ogsaa altid haft, og alle Vegne, hvor den gode Hjort nu kom frem, dèr blev Folk staaende: de vilde
