171
og saa skal jeg sende min Tjener ud til dem at spørge dem ad, om nogen af dem skulde vide, hvor det ligger.« Det var han vel tilfreds med; og ud paa Aftenen sendte Kongen sin Tjener ud til Fuglene, og han spurgte dem alle som én, om ingen af dem vidste Vej til det Slot sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden. Men der var ingen af dem, som kjendte det Slot; de bad ham dog vente, til to gamle Krager kom hjem, som endnu var ude. Men heller ikke de gamle Krager vidste Vej til det Slot. »Ja,« sagde saa Kongen over Fuglene, »saa kan jeg ikke hjælpe dig; men jeg har endnu en Broder, som er Konge over Vindene; han véd kanske Vej til det Slot, du leder efter. Jeg skal give dig Brev med til ham, naar du bare kan naa til ham; for han bor saa langt borte her fra, saa jeg aldrig ser noget til ham.«
»Jeg skal nok naa ham,« sagde Ungersvenden. Saa sov han dér den Nat, og næste Morgen tidlig var han atter paa Vej, med Brevet i Lommen og Tøflerne paa Fødderne: ti Mil i hvert Skridt, og hen ad Aften var han ved Slottet, hvor Kongen over alle Vindene bode. Dér gik han ind og gav Kongen Brevet, og glad blev han ved at høre fra begge sine Brødre. »Men det Slot,« sagde han, »som du leder efter, det kjender jeg ikke noget til. Men ud paa Aftenen, naar Vindene kommer hjem og lægger sig, saa skal jeg sende min Tjener op at spørge dem ad, om nogen af dem skulde kjende det. Saa ud paa Aftenen blev der jo en Susen og Brusen rundt omkring, da alle Vindene én efter én kom hjem fra alle Verdens Kanter og lagde sig; og Tjeneren kom jo saa ud til dem og spurgte, om nogen af dem kunde vise Vej til det Slot sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden. Det skulde man da tro, de maatte kjende. Men der var ingen af dem, der kjendte det
