Side:Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/193

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

177


Gange hjem i Besøg hos sine Forældre; men hver Gang Faderen saa' ham, saa græd han.

Da Studenten endelig var færdig med alle sine Examener og havde rejst udenlands til alle de lærdeste Højskoler, saa skulde han jo være Præst. Men først rejste han hjem til Hjørring, baade for at takke Provsten for alt, hvad han havde gjort for ham, og for at se og tale med sine Forældre. Saa snart Faderen saa' ham, saa brast han i Graad. Da spurgte Sønnen ham og sagde, at nu maatte han sige ham Sandhed: hvorfor han altid græd, hver Gang han fik Øje paa sin eneste Søn? Han vidste dog ikke af, at han havde gjort sine Forældre nogen Sorg.

»Ja,« sagde saa Faderen, »nu maa jeg sige dig din Skæbne, som jeg hidtil har skjult og dulgt for enhver.« Og saa fortalte han Sønnen det hele, som det var tilgaaet. Da siger Sønnen: »Hvorfor har Fader ikke sagt mig det før end nu, da der kun er tre Dage, til jeg skal afhentes! men nu rejser jeg; og kommer jeg ikke igjen inden otte Dage, saa skal I ikke vente at se mig mere.« Saa gik han ud i Marken, det var i Høstens Tid og dèr plukkede han tre Rugvipper. Saa gik han op i Kirken, og hvad han saa ellers gjorde d`er, saa dyppede han disse tre Rugvipper i Døbefonten, og saa gjemte han dem i en Skindpung, som han bar paa sig. Saa tog han en gammel Egestok i sin Haand og gav sig paa Rejsen.

Studenten vandrede, til det blev Aften, da var han midt inde i en Skov; dèr laa et lille enligt Hus; dèr gik han hen og bankede paa. En gammel graaskjægget Mand lukkede op for ham. »Hvor tør du vove at komme her?« sagde han; dette her er en Røverkule; jeg har tolv voxne Sønner, de er alle Røvere, som jeg selv har været. De kommer snart hjem, og de skaaner ikke dit Liv. Jeg skjøtter nu ikke om at gjøre mere ondt i min