180
ene Grube værre end den anden, for at faa ham til at lystre. Men det hjalp ikke, Haltefanden vilde ikke ud med Haandskriften. »For den Karl er en lærd Mand,« sagde han,« og han vil skade Helvede mange Sjæle.«
Da tog Studenten den tredje Rugvippe frem og begyndte som før at prygle løs paa den gamle Djævel i Lænkerne. Han hylede og hvinede og sprang og vred sig værre end nogen Sinde før, og han raabte og skreg, at de maatte pine Haltefanden til at rykke ud med den forbandede Haandskrift. Og da alt andet ikke havde hjulpet, saa bad han sine tro Engle at kaste Haltefanden i den bedste Seng: i Midians Seng. Men da Haltefanden hørte det, saa kastede han Haandskriften fra sig og bad om at maatte blive fri for at komme i den Seng.
Saa snart Studenten havde faaet sin Haandskrift igjen, saa gik han ud af Helvedes Port og samme Vej tilbage, som han var kommen. Han kom igjen til Røverkulen i Skoven og traf dèr den gamle Graaskjæg. Han fortalte ham om sin Rejse og sagde ham ogsaa, hvad det var for en Seng, der var ham lovet i Helvede. Han sagde, at det var endnu Tid for den gamle Røver at omvende sig og komme til Himmerig. Men den gamle mente nej, det var for silde: han havde saa mange Synder paa sin Samvittighed, at det var umuligt, at han kunde frelses.
Saa til sidst siger Studenten: »Inden jeg gaar, vil jeg dog give jer et Tegn, hvorpaa I kan se, at I kan endnu naa frem til Himmerige.« Saa tager han sin gamle graa Egestok og stikker i Jorden uden for Døren, og saa siger han: »Saa sandt som denne min Stok kan bære Blade i Morgen tidlig, saa sandt kan du endnu finde Naade hos Gud.« — Ja, det vilde den gamle nok tro, sagde han. — Saa gik Studenten.
