54
sig: de savede den igjennem midt ad Ryggen. Men Huden kunde ikke deles; den kunde de ikke komme til rette om. »Vi kan rykkes om den, Far!« siger saa Degnen. Præsten tog saa i Hornene, og Degnen tog i Halen, og saa trak de, hver fra sin Ende, det bedste de kunde. Præsten havde det bedste Hold, og han vandt Sejer; Halen gled Degnen ud af Hænderne, og han faldt baglængs og fik sig et godt Skrup, dèr hvor man er højest, naar man sanker Spaaner.
De kom da godt hjem, hver med sit; Gregers Engbjærg savnede jo sin Stud, men den var ingensteds at finde, og der var ingen, som havde enten Præst eller Degn mistænkt for det Skjælmsstykke.
Saa en Gang, Provsten var paa Kirkesyn, saa kom han da ogsaa til denne her Præst, og der var Gilde for ham i Præstegaarden, og Degnen var med til Gildet. Saa ved Bordet udtalte Provsten sin Glæde over den Enighed og gode Forstaaelse, der fandtes i dette Sogn mellem dets Præst og dets Degn. »Der er mange Steder,« sagde han, »hvor det ikke er saaledes, saa det maa dobbelt glæde mig, her at finde en saadan Enighed.« — »Ja, der var dog én Gang,« siger saa Degnen, »at hans Velærværdighed og jeg ikke kunde komme til rette; det var den Gang, vi stjal Studen sammen. Det gik godt nok med Kjødet, men Huden kunde vi ikke enes om.« Ved disse Degnens Ord fik Præsten med ét noget galt i Halsen, blev højrød i Hovedet og maatte skynde sig uden for. Den gode Degn fulgte ud med ham, for at hjælpe ham til rette.
»Du er jo gal,« siger saa Præsten; »du gjør os begge to ulykkelige; den Snak vil koste mig baade Kjole og Krave.« — »Nej vist ikke!« siger Degnen; »vil Far give mig et Hundred Daler, saa skal her ingen Skade ske.« Ja, det maatte Præsten
