60
og Haler af Hestene, søle dem til med Skarn og saa fly dem igjen til Prinsens Sendebud, med det Svar, at før vilde hun sidde paa Gaden og handle med Jydepotter, før hun vilde enten eje eller have den danske Stodderprins.
Da Sendebudene kom hjem med den Besked, saa blev den danske Konge vred og vilde strax have alle sine Skibe i Søen og sejle over at hævne den Fornærmelse. Men Kongesønnen bad ham lade det være. Han vilde prøve en Gang endnu med det gode. Lykkedes det da ikke, saa skulde han nok selv hævne sig. Saa lod han bygge et Skib, saa smukt og saa kostbart, saa man aldrig havde set Magen. Hele Rælingen var kunstig udskaaren, saa der sprang alle Haande Dyr, baade Hjorte og Hinde, Løver og Drager, og begge Stævne var lueforgyldte. Ræerne var beslagne med Guld, og Sejlene var af Silke, hver anden Dug hvid og hver anden rød. Det Skib bemandede han med de kjønneste unge Karle, der var at finde i Landet, og med det sendte han igjen sine visse Bud med Breve til Kongen af Engelland og til hans stolte Datter, hvori han bad om, at hun vilde give ham sin Tro og modtage Skibet som hans Fæstensgave.
Det prægtige Skib løb rask over Havet og lagde til lige ved den engelske Konges Slot. Det gjorde Opsigt: aldrig havde de set saa kosteligt et Fartøj. Sendebudene kom i Land og frembar deres Breve og Ærende, og Kongen trængte nu stærkt ind paa sin Datter: at saadan en Bejler, saa rig og saa gavmild, saa trofast og saa ydmyg som denne Kongesøn, ham maatte hun da give et gunstigt Svar.
Prinsessen lod ogsaa, som hun vilde betænke sig paa det til den næste Dag. Men om Natten sendte hun Folk ud og lod det danske Kongeskib bore i Sænk; og om Morgenen lod hun
