62
til Vands, og hun saa' da den Guldten, og den fik hun stor Lyst til. Saa sendte hun en af sine Terner ned til Stodderen og spurgte, om han vilde sælge den. Prinsessen havde Lyst at kjøbe den. Ja, sagde Graaben, vilde Prinsessen have Tenen, saa maatte hun selv tinge med ham om Prisen. Det var hun ikke meget for; men hun lod da Graaben komme op paa Gangen uden for hendes Kammer, og dèr tog hun imod ham og bød ham en god Pris for hans Guldten. Penge vilde han ikke have, sagde Graaben; men hun kunde faa Tenen, naar han blot den ene Nat maatte ligge og sove uden for hendes Kammerdør. Nej fy! sagde Prinsessen, det var ikke til at tænke paa. »Ja, ja!« sagde Graaben, »saa beholder jeg, hvad jeg har; saa er der ikke mere at tale om.« Men Prinsessen havde faaet endnu mere Lyst til den dejlige Guldten, nu da hun havde set den nær ved; og hun hviskede da med sine Terner: om det vel kunde gaa an at have den skidne Stodder liggende dèr.
De mente nok, det kunde gaa an, siden der ikke var anden Maade at faa den kostelige Ten paa. »Vi sidder oppe og vaager,« sagde de; »saa kan Prinsessen da sove ganske rolig.« Det blev saa Aftalen. Ved Sengetid kom Graaben listende med sine Træsko i Haanden og lagde sig uden for Prinsessens Kammerdør. Og inden for den sad Prinsessens Terner og holdt Vagt hele Natten. Men Prinsessen kunde alligevel ikke lukke et Øje: hun maatte hele Tiden tænke paa den grimme graa Stodder, der laa uden for hendes Dør. Han laa dèr ganske rolig Natten igjennem; og tidlig næste Morgen listede han af igjen.
Den Dag hjalp han ogsaa Røgteren med at vande Kreturet. Han raabte og hujede, som Skik er ved den Lejlighed, og Prinsessen maatte da til Vinduet, at se paa den grimme gamle Karl, som havde holdt hende saadan i Skræk hele Natten.
