PETER NANSEN
alvorsmands manerer. Marias kjælne hyrde, som havde sine lam græssende både her og der på lysegrønne enge, har nu fået andre toner i sin fløjte. Lidt af hyrdestilen er bevaret, også i „Judiths ægteskab“ er der øieblikke, hvor man „græsser“, men hyrden har indrettet sig en komfortabel enebolig, og hans hyrdemoral har undergået en kjendelig forandring. Alt hvad Paul meddeler sin hustru, er præget af den solide tankegang, af den udviklede sans for mit og dit, som ikke er ualmindelig hos velstillede ægtemænd med en broget fortid. Med urokkeligt alvor meddeler han sin frue, at han „kun vil lykken ved honnette midler“, og han „til syvende og sidst ikke har havt anden rettesnor for sit liv end sin temmelig sikre sans for hvad godt og ondt er.“ Han meddeler videre, at han har meldt sig ind i „et ustiftet religionssamfund, som passende kunde kaldes de karske sjæles broderskab. Hans henrivende unge frue er altfor forelsket i ham til at kunne forklare ham den misforståelse, han her gjør sig skyldig i. Det samfund, hvori Paul er vandret ind, det samfund, hvor hans hår nu kan gråne i retfærdighed, er stiftet for længe siden og kunde passende kaldes „de forhenværende glade drenges aldershjem.“ Begge de menneskestudier, Peter Nansen har gjort i „Judiths ægteskab“, gir et dybt og interessant indblik i menneskehjertet.
Novellesamlingen „Troskabsprøven“ indeholder endel fortællinger, der for det meste allerede var trykte før, i „Dagens krønike“, „Tilskueren“, „Hver 8de dag“ og „Juleroser“. „Fru Beate“ er en forstudie til „Judiths ægteskab“. Størst interesse har „Troskabsprøven“, der er af ny dato. Den anslår ved sin muntre og overlegne skepsis,
— 89 —
