KARL LARSEN
sin skildring af kunstnere ikke formår at gi nogen illusion om betydelighed. Men Karl Larsen, der har tegnet så mange fortræffelige kvindeportrætter, synes mig desuden at ha kommet til kort ligeoverfor Margrethe. Hun er snarere gold end rig, snarere bourgeoise end fornem. Hun er ialtfald ikke den, han øjensynlig har villet, hun skulde være. Stykkets genius, doktor Ix, der er mandens koldt reflekterende ånd, doktor Faust Falks Mefisto, minder lidt for meget om en åndrig titelvignet. Men enhver, der kjender Karl Larsen, vil vide, at bogen indeholder en række ingeniøse iagttagelser. Dens tankegang er klar og skarp. Den er kritikerkommentaren til Karl Larsens digtervirksomhed. Men bogen er inden hans levende skildringer den, der har mindst liv.
— „Fra det gamle voldkvarter“ synes mig at høre til det smukkeste, Karl Larsen har frembragt. Så stille og afklaret, så beskeden og ægte menneskelig en kunst er sjelden. Jeg har litterær respekt for liv- og kunst-teoretikeren i „Dr. X“, — jeg har en sterk glad livsfornemmelse ved den måde, hvorpå han i „Kresjan Vesterbro“, „Fra det gamle voldkvarter“ og „Seksten år“ fører os livet nærmere.
Ikke så, at der jo under det mest stilfærdig poetiske hos Karl Larsen ligger en streng kunstnerisk metode. Han har selv i en artikel i „Tilskueren“ git en fremstilling af sin arbeidsmåde, som stiller hans livsverk i en eiendommelig belysning. Sjelden har vel en digter været så klar over sit mål, så sikker i sin plan, dens forberedelse og udførelse. Han har valgt „Det gamle voldkvarter“ som eksempel. Det heder i denne artikel bl. a.:
— 100 —
