KARL LARSEN
at få alle former, farver og toner i milieuet frem. Hvor bogen ikke er forfattet i en dialog, der med strengt gennemført individualisering gennem ordvalg og diktion maler de forskellige personer, er den skrevet i et sprog, der intet øieblik er „forfatterens“, men altid søger at afspejle netop den persons tanke og tale, gennem hvis intelligens den pågældende skildring eller stemning i bogen går; den hele beretning er endelig holdt sammen ved en gennemført sproglig kadence, som også i sin eiendommelige rytme skal male med på milieuet. Denne takt må læses eller høres ud af bogen eller et af dens større afsnit i sin helhed; som eksempel på, hvad jeg mener med den fortællende stils individualisering vil jeg anføre et par linjer, hvori der skildres, hvorledes bogholder Brodersen går ned ad gaden til sit spisekvarter efter at have set på lejlighed hos fru Redsted. De lyder således: „Så kom han igen ned på i gaden. Tågen havde fået samlet sig rigtig tæt. Alle lygterne stod så tykke inde i den, hovne, som Jørgensen i banken engang havde sagt.“ I de kursiverede ord „rigtig“ og „så“ ligger ægte Brodersenske gjengivelser af hans fornemmelser — vel at mærke, når han, som her, kommer gående i sin dagligdags tummerum og under behageligt hyggelige betragtninger. En mand som han vil netop i normal stemning betegne en betydelig grad af styrke ved det beherskede „rigtig“ (en rigtig uartig dreng, et rigtig kønt slot, et rigtig ubehageligt tilfælde), og når han da atter har brug for en lignende styrkebetegnelse, står kun det barnlige „så“ til hans rådighed; anvendelsen af „hoven“ i den givne forbindelse ligger ganske udenfor hans niveau; men den mere bevidste og
— 102 —
