Svingninger og stemninger i dansk
litteratur 1870—1904.
I.
Den danske litteratur omkring 1870 var en efterhøst af romantiken. Endnu levede nogle af romantikens merkeligste mænd, men de var blit gamle, og ingen af de yngre havde anslået strenge med en sterk eller ny klang. Sproglig levede man endnu paa Oehlensläger. Men den sprogfornyelse, som skyldtes ham fremfor nogen - anden, havde mistet sit salt, det gode danske ord i lød mat og farveløst i digte af Joh. Lud. Heibergs borgerlig velopdragne selskabstone eller i historiske romaner, der manglede baade den historiske virkeligheds djervhed og romantikens glød, en romantisk efterdigtning uden den lykkelige naivetet fra romantikens ungdom. Der fandtes også blandt de yngre navne, som endnu indgyder respekt, således Bergsøe og Kålund, men disse mænd stod underlig usikre mellem to tider, deres poetiske evne savnede den ildnende og frugtbare indflydelse, som en kunstnerisk bevæget tid udøver paa digternes sind, — selv var de ikke i stand til at fremkalde nogen sådan sterkere uro.
- 1 -
