GUSTAV WIED.
Maupassant. Hannibals hevn over hustruens utroskab, Alvildas og grev Scheeles endeligt, svarer også nøie til den måde, hvorpå grev de Fourville i „Une vie“ tar revanche for sin krænkede ære. En interessant type er presten Mascagni: den åndelige deformitet, der ikke sjelden udvikler sig hos geistlige med forpinte erotiske tilbøjeligheder, er her fremstillet med stor kraft. Man gribes ligeoverfor en vis gruppe af geistlige, — statsreglementerede næringsdrivende — af en lignende medfølelse som den, prostituerede kvinder uvilkårlig vækker. Der er en hemmelig lighed. Den arme Mascagni er et skarpt tegnet eksemplar af arten, en af de mere dybtgående menneskeskildringer, Gustav Wied overhovedet har git.
— „H. C. Andersen, stemninger og eventyr“ har til indledning en liden fortælling, hvorledes de mødtes, Danmarks store eventyrdigter og forfatteren G. W. De er virkelig mødtes, i denne bog, så lykkelig er H. C. Andersens stemning efterfølt i flere af historierne. Det naive hos Gustav Wied er beslegtet med det naive hos H. C. Andersen, selv om det er opblandet med mange bestanddele, der er fuldkommen fremmede for de berømte eventyr. Wieds historier er heller „ikke skrevne ganske med den samme håndskrift.“ Mens „Slotsherren“, „Skomager Munter“ og „Tante Nikke“ er i H. C. Andersens ånd, har „En dag i Spanien“ en helt anden karakter, der er en frisk, ret almindelig reiseskildring, som endog kunde været skrevet af mange andre end netop af Gustav Wied, og „Eventyret om frøken Caroline“ er til gjengjæld så udpræget Wiedsk i sin idé og sin stemning, så burlesk i det sentimentale, så bidsk i selve sin menneskelige medfølelse, at den falder
— 128 —
