JOHANNES JØRGENSEN.
ger om livet, og den digter, som studerer dem dygtig, kan undertiden ad den vej få, hvad han trænger. Gjennem sin stil og sin emnebehandling havde forfatteren af „En fremmed“, straks vist, at han med kjærlighed og udbytte havde levet sig ind i den litterære bevægelse, hvis ledende mand var Georg Brandes, og hvis originaleste stilist var J. P. Jacobsen. Og dette forhold havde bare virket godt på den unge kunstner, tjent til at udvikle hans porcellænsskjøre, farvemættede stil, der ofte gav det spæde indhold dets hovedsagelige tiltrækning. Men saa blev den franske litteratur, særlig Huysmans, kilden, hvoraf Jørgensens digtning øste, hvad der manglede den i personligt indhold. Med rørende troskab fulgte Jørgensen Huysmans’ rute: den stilfulde overmættelse, den kunstlede fordærvelse, de artistiske snurrepiberier i „A rebours“ vakte hans beundring og efterlignelsestrang lige sterkt som den senere trappist-forklædning. Med velbehag indåndede han den atmosfære af storstad, disse merkelige parfymer, som strømmede ham imøde fra den flittige franske modedigter. Et og andet brudstykke, som havde bedåret ham ved sin krydrede duft, lod han i dansk oversættelse komme sine ulærde landsmænd tilgode: jeg mindes særlig nogle jod- og merkurialfarvede fantasier over „la grande vérole“, som blev gengit i „Tilskueren“. Men det var dog i Jørgensens egen produktion, man ret kunde få et indtryk af, hvor intimt forholdet var mellem ham og hans franske mester. Selv om dicipelen ikke overskred den grænse, der også i litteraturen bør adskille mit fra dit, så hændte det dog, at den nu til det ukjendelige opklædte Anders med en sådan in-
— 133 —
