JOHANNES JØRGENSEN.
finder siruppen usmagelig. I løbet af få år nåede Johs. Jørgensen udover det første bekjendelsens stadium. Tar man f. eks. en bog som „Lignelser“, møder man ikke længer en novice, men en veileder og læge; det er nu andre, som skal ha den fornøielse „at ta ind morgen og aften.“ Iøvrigt er bogen væsentlig en buket af godtkjøbs åndrigheder, hvor der dog lyser et og andet varmere og smukkere ord. I en flau indledning, „Eritis sicut Deus“, fortæller forfatteren sin „kære unge ven“, hvordan han skal finde „den lønlige gjenvej“ gjennem verdens vildfarelser, ved at „gaa i skole“ hos „den arme, forførte Gretchen.“ Der er glatte sætninger, som ligner tanker og får etslags mening, fordi vi fra andet hold har fået dybere og bedre belærelse om „den lønlige genvej“, — et skruet ubehændigt stykke, „Solens åg“, hvor den naivt simple eventyrtone, der tildels er lykkedes i „Hvedekornet“, virker ganske falsk, — det melodramatiske „Skyggen“, hvor forfatteren vender sig bebrejdende mod den store ungdomsforførende digter, hvis magt han også en gang har kjendt, og beder ham stikke sin „rottefængerfløjte" i lommen, — „Giftblanderen“, formelt det bedste i samlingen, sluttet og energisk, et lidet kunstverk, — „Lægen“ efter hans franske ven Ernest Hello, — „Lys i Natten“, hvor modsætningen mellem det, den „fremmede“ søgte fordum engang, og det, der senere er blit hans mål, træder virkningsfuldt frem — og tilsidst en liden efterskrift, en virkelig fin og smuk stemning, „Imitatio Christi“, — sådan er omtrent indholdet af denne Jørgensens lille prækensamling, der alligevel virker noget mere sympatisk end flere af hans øvrige andagtsbøger og polemiske
— 137 —
