I DANSK LITTERATUR 1870—1904
Samme år disputerer han for doktorgraden med en afhandling over „Den franske æstetik i vore dage; H. Taine“. I Brandes’ udvikling har den støre franske litteraturhistoriker nu taget sin plads véd siden af Hegel. Under den paafølgende udenlandsreise (foråret 1870 til efteråret 1871), hvor Brandes navnlig opholder sig i Rom og Paris, stiftede han personligt bekjendtskab baade med Taine og Renan. Fuldt rustet vender han tilbage til hjemlandet, hvor den hendøende efterromantik og den bureaukratisk snobbede forhenværende liberalisme sad ved roret. Just de mænd, der havde ført det store ord i skandinavismens dage, mændene med de dristige planer, det lyse haab og den klingende lyrik, mænd som Carl Ploug, just de kom efter nederlaget til at repræsentere den golde reaktion. Selv skibbrudne skulde de se sig hadefulde paa en ungdom, der forsøgte at gi Danmark en fremtid paa et helt andet grundlag. Endnu sad de slagne uanfegtede ved roret.
Men så kom der en ung mand, en født høvding, og vakte pludseligt nyt liv. Sjelden har en åndelig fornyelse fundet sted således i få år. Brandes’ ord tændte. De samlede en ung skare, hvor de enkelte gjensidig inspirerede og eggede hverandre. De virkede paa de ældre. De virkede langt udenfor Danmarks grænser. De gik over Sverige og over Norge. De tog hos os heller ikke bare de unge. Ibsen og Bjørnson er vist selv de første til at indrømme, hvad de skylder den unge danske videnskabsmand, som november 1871 begyndte sine merkelige litteraturhistoriske forelæsninger i Kjøbenhavn.
Brandes’ indflydelse har navnlig vist sig i to retninger. Han har virket rent kunstnerisk på
— 5 —
