JOHANNES V. JENSEN
blit omsat i en anden stor lidenskab: glæden ved ordenes skjønhed.
Siden J. P. Jakobsen har Danmark ingen prosastilist eiet så stor som han: en merkelig, helt selvstændig koloristisk begavelse. De verker, der fulgte efter „Einar Elkær“, viste, at han ovenikjøbet var et episk talent af høi rang. Den fortællende kunst er mere og mere trådt i skyggen for den analyserende. Men nu og da dukker der op en stor fortæller, som bringer en til at huske, at den episke kunst kan ha en anden glans end al denne mere eller mindre poetisk farvede psykologi. Og at de enkle sterke linjer undertiden kan gi menneskesjælens bølgende liv lige sandt, lige rigt, lige urofyldt som de mange nervøse streger. Det er den følelse, der just påtrænger sig en under læsningen af Johs. V. Jensens bøger.
Af skildringerne i „Himmerlandsfolk“ har den lille novelle „Oktobernat“, om den helt unge landsknægt, som dør ensom en høstnat ude i lyngen, stukket ned i en trætte af en kamerat, den samme dybe stemning og varme glans, som vi senere gjenfinder i „Kongens fald“. Hvor det evigt menneskelige afspeiler sig i disse billeder af en fjerntids farve. Der ligger unge Jørgen alene i natten med den kolde stikkende fornemmelse i siden, og det går op for ham, at han skal dø:
„— Netop her skulde det være forbi, så var alt det andet jo ingen nytte til, syntes han. Nei, hele hans liv var for ingen ting at regne mod den stund, da han lå her og i al evighed hørte vinden suse let hen over lyngen og puste og sukke.
Der nede i Rendsborg stod han og drak et glas vin, så faldt hatten bag af ham, og kridtpiben
— 160 —
