JOHANNES V. JENSEN
kvinderne, Mikkel, ikke en sådan, der fanger deres sind eller deres sanser. Han ved ikke at finde de ord, der lukker op, eller at smile således, at hans øjne møder smilet fra andre øjne. Han er en blyg og brysk mand. Således går det til, at Otto Iversen, den slanke junker med det tungsindige blik, Mikkels første ven, straks tar den første unge kvinde, Mikkels hjerte har glædet sig ved. Susanna, gamle Mendel Speyers datter, jødepigen med de mørke øjne og den gyldne hud, — hende er det, Mikkel har elsket i sin taushed. Men hun gir sig til Otto Iversen i en sommernats rus. Og Otto, som deroppe i Jylland er fæstet til en anden kvinde, til Ane Mette, Jens Sivertsens datter, iler selvsamme morgen forstyrret videre, tilbage til sine landsknegte, der er i opbrud, overladende til Susanna at lide al den tort, der kan falde i en værgeløs jødepiges lod, når hendes synd blir kjendt. Sådan skjebne har Mikkel Thøgersens første kjærlighed. Da Mendel Speyer flygter med sin dybt beskjæmmede datter, følger Mikkel endnu deres vøgn mil efter mil. Ved en kro, hvor de hviler, sidder han udenfor „på fattigmandsbænken under den store lind“ og ser ind i lyset i skjænkestuen:
„Hun sad med hænderne foldet over stoleryggen og med det trætte hoved hvilende derpå, ansigtet vendte ud mod døren, hun så ingenting. Munden stod lidt åben, det var hende — den fine skyggestreg over munden, de forunderlige, hvileløse næsebor. Hvor disse træk var bløde i sorgen, usigeligt skjønne og sørgmodige, øjnene sygeligt klare og seende …— det lidende træk ved munden kunde også være en gådefuld smilen, det trætte, trætte lys i øjnene var ikke sorg alene,
— 169 —
