JOHANNES V. JENSEN
levende, at den ikke glemmes. Da er derimod hans evne til at fælde sammen, binde led til led i en udvikling, endnu ikke helt kunstnerisk voksen.
— — — „Vinteren“, der afslutter fortællingen om kong Christian og Mikkel Thøgersens liv, synes mig enklere, strengere, renere i sin stil end de to første bøger. Den virker med en storlinjet skjønhed: der *er* vinter, en vinterlig stjernehimmels høje klarhed, sneviddens perspektiv i dette billede, der er en gribende stemning af livet som svinder, livet som blegner, livet som dør.
Kanske mægtigere end noget andet er det parti, der skildrer Mikkel som færdig, Mikkel som den døde mand:
„Mikkel Thøgersen lå død en morgenstund i marts måned, da kongen skulde se til ham. Kongen havde længe ventet det, men han blev alligevel utrøstelig.
Det var så sørgeligt for ham at se Mikkels stivnede ansigt. Det foruroligede ham lige så meget, som det smertede ham. Han kunde ikke vænne sig til, at Mikkels ansigt slet ikke rørte sig det ringeste mere. Kongen gik grædende op og ned i tårnet, og hvergang han kom til at se hen til Mikkel, lå han der så stenrolig, ikke længere bleg, men hvid. Kongens hjerte blev underlig panisk berørt, han snappede efter vejret, han fattede det ikke.
Aldrig havde kongen set et så skuffet udtryk, som det Mikkel lå med i sit ansigt. Nu, da trækkene havde sat sig i døden, kom skuffelsen så tydelig frem. Den høje, øde pande var som en kuppel over uafbrudt, uafbrudt taushed. Øjnene lå dybt under de stejle, gabende bryn, de var lukkede, men syntes at se med et sovende, stort
— 175 —
