JOHANNES V. JENSEN
ritanerne kunde med de strængeste moralprinciper gå i krig som rå soldater, de sang salmer og sloges som enhjørninger. Denne hykleriets og styrkens metode går gennem hele nationens bitre og langtfra heroiske men seirrige kamp op gennem tiderne.“
„Det er uden tvil ærlig ment, når englænderne harmes over boernes ukristelige tapperhed — er det ikke mod al regel at slå ihjel! Imidlertid slagter englænderne tilfældigvis nogle tusind negre med sprængprojektiler ved Omdurman. Der er ikke tvil om, at englænderne har ret; der er kun det at sige til de andre, at de ikke er så fiffige, når det gælder at læse bagfra eller mellem linjerne i Biblen. Gør med andre, hvad du vil de ikke skal gøre mod dig, ɔ: slå dem ihjel.”
„Imidlertid skaber englænderne også bagefter en slags filosofi — ikke opsigtsvækkende officielt anerkjendt. Å nej, lærde mænds tidsfordriv! —. darwinismen, nyttemoralen … og det hedder beskedent, at den, der afpasser sig, skal udvælges, survival of the fittest. Men denne sætning er som et råt øksehug, som et blodsprøit fra blokken — under et dæmpet ligklokkeklemt langt borte.“
Det er den gotiske renæssance i dens hårdeste konsekvens — stålmaskinernes hedenske renæssance levendegjort af det folk, der forstår deres melodier.
Og inden sit eget land ser Johs. V. Jensen i forskjellen mellem den almindelige gammelkultiverede danske, med liberalt æstetiske traditioner, der lever i fortidens drømme, og jyden, den i praktiske seige jyde, som er vedblit at være hedning i al sin kristelighed, netop deri, at dansken er en degenereret uciviliceret gote eller halvt en
— 183 —
