JEPPE AAKJÆR
dere uden penge, blev student og cand. phil. 1895—96. 1897 skrev han en piéce mod Vilhelm Beck og pietismen, „Missionen og dens høvding“, et energisk indlæg i den danske religiøse kulturkamp. De samme brydninger berøres i hans novellistiske debutarbeide, „Bondens søn“ (1899).
Ufærdig, som Jeppe Aakjær endnu er, både i stil og komposition, har ingen siden St. St. Blichers dage skildret livet på heden og i de jydske bondegårde med den kjærlighed og det lune som han.
Oprindelsen til hans digteriske forfatterskab var, at han fandt fornøjelse i at optegne de karakteristiske, snurrige eller smukke ting, som han hørte og så, af gammelt og nyt; — denne hans digtnings oprindelse forklarer, at der undertiden i hans fortællinger kan være noget løst, tilfældigt i udviklingen, og at hans sprog, der vrimler af ypperlige billeder, opfangede paa første hånd, samtidig har mange partier, hvor det er mindre udarbeidet.
I „Bondens søn“ skildrer han en jydsk bondeguts opvækst i et hjem, hvor de sterkeste indtryk er en brutal og fordrukken bedstefars svire- ag og en nedtrykt fars sygelige, sortladne religiøsitet. Jens blir tidlig „indviet i læren om de overjordiske magter, især de onde.“ Religionsundervisningen, der oprindelig ledes af bedstefaren og begynder i guttens fjerde år, består væsentlig i en indterpning af nogle „livssandheder“, lige ubegribelige for barnet som for den gamle, dogmatiske hårkløverier, en „halvsnes lange bønner af „Den Bedendis Kæde“ og andre rynkede skindbøger,“ samt prygl, en mængde prygl. Så-
— 187 —
