JEPPE AAKJÆR
Viddet sprang buk hen over bordets skåler,
satyr og faun med gubben bytted plads,
medens lampens stråler
gløded hans glas.
Altid med hånden på naturens hjærte
indtil sin grav.
„Dørene op mod òs fra altrets kærte!“
så var hans krav.
„Blindhedens trælle bør for stær vi skære,
bort må hvert trøsket dogmes hjærnedunst!“
Sådan var hans lære,
sådan hans kunst.
Som når om høst et aks for seglen synker
tøvende ned,
sådan hans hoved med de skælmske rynker
bagover gled.
Smilet forsvandt … De muntre øine sove.
Pan sin discipel atter til sig tog;
mod de store skove
bort han ham drog.”
Af andre digte vil man huske et digt til Bjørnstjerne Bjørnson, hvor den norske natur er lidt teateropstillet af en mand, der ikke kjender den af selvsyn, men hvor der også findes ypperlige ting.
»Mens sagaens stortid i mørke er endt,
og Oslo er sunken, og Hlade er brændt,
og høvdingenavnet en frase snart,
hin Aulestadshøvding har tiden spar’t.”
Og hvor maler ikke det:
— 201 —
