JEPPE AAKJÆR
vis alle fra det 18de århundrede, — en afdeling fra Blichertiden, hvor jydernes egen digter, der har deres kjærlighed fremfor nogen, St. St. Blicher, selvfølgelig indtar den største plads, — samt en afdeling, „Fra Blicher til os,“ hvor ældre og yngre forfattere fra århundredets sidste halvdel har bidraget.
Aakjær bemerker selv i fortalen, at han håber at ha fået det væsentligste med, så det „med nogen ret tør sies, at arbeidet rummer kvint- essensen af den jydske dialektdigtning.“ Hans ønske er, at samlingen „maatte vække lidt større opmærksomhed for det jydske sprog først og fremst blandt almindelige læsere, men dernæst også indenfor skribenternes kreds, så den bragte en eller anden jydskfødt forfatter til at indse, at det grumme godt går an engang imellem, når emnet indbyder dertil, at gi sig det jydske sprog i vold.
Thi dette sprog er ingenlunde at foragte for den, der formår at håndtere det. Det kan lyde tungt og stødende, som når ploven render for en sten i agren, men det kan også svøbe sig så mindeligt om tanken, så hvert ord blir gråd. Ja om at gøre, om der blandt alverdens sprog findes et, der har dybere akkorder og bedre egner sig til gjengivelse af vemod og sorg.“
— Om sit forhold til Jylland og jyderne skriver Aakjær selv i et privatbrev:
„Mit livs fordømmelse er en ulykkelig kjærlighed; jeg elsker Jylland indtil tårer, men Jylland behandler mig som en kanaille. Jyderne er et bibelstærkt folk, og jeg har syndet imod både loven og evangeliet; der vil gå 20 år før jeg får
— 204 —