JOHAN SKJOLDBORG
Hvad Johan Skjoldborg med forkjærlighed har valgt til sit emne, er den danske husmands liv:
„Du husmand, som ørker den stridige jord
og vover din arm og din bringe,
som drager kulturens det første spor
med plovjærnets sølvblanke klinge,
— mer ridder du er med din barkede hånd,
end mange, der pyntes med stjerne og bånd
og tripper på bonede gulve.“
— „Du lærer, hvorledes man bygger sig hjem,
du gamle og bøjede slider,
— det lærer du mig, og det lærer du dem,
der trætte ad asfalten glider —
og manddom, den banede viljes vægt,
du sanker i arv til den kommende slægt,
der fostres i udmarkens hytter.“
Der er, som man ser, et sterkt positivt element i Skjoldborgs digtning, et belærende, ja polemisk. Han vil først og fremst åbne sine læseres øie for den skjønhed, han har fundet i husmandens djerve kamp med den stridige jord. Så vil han, at vi skal lære af denne kamp, der gir manddom og vilje. Endelig vender han sig lidt fjendtlig mod asfalten i Kjøbenhavn, — der formentlig ikke forstår bonden.
Helten i „En stridsmand“ er nybyggeren Søren Brander, der vinder jord af klittens golde sand, under et evigt slid. Under den stadige trudsel, at gjælden skal vokse ham over hovedet, under mistro og uvilje fra den flok, der helst trækker de vante stier. Han har god hjælp i sin trofaste hustru, men det holder hårdt man-
— 207 —
