JOHAN SKJOLDBORG
en mandig bog, i sin sterke følelse uden nogensomhelst føleri: digteren er grebet af det triste billede, hans erindringer maner frem, men ikke sørgmodig, hans vågne, livsglade virkelighedssans hindrer ham i at henfalde til klage, til bitterhed, til apostolisk pathos, han beretter stedse objektivt, mens hans gemyt strømmer varmt gjennem de rolige ord. Det er i bedste forstand en realistisk roman, denne skildring af de danske husmænds kår i det 19de århundrede, klar og sandhedskjærlig, men ikke gold i sin nøgterhed, som denslags romaner ofte er det, skrevet af en mand med sundt blod og hjertelag.
Johan Skjoldborg har med fast hånd indrammet en kreds, en liden verden mennesker, som fører sin egen tilværelse, med andre traditioner og væsentlig forskjellig fra Danmarks øvrige samfundskredse, fra bønder såvelsom arbeidere.
De danske herregårdshusmænd er ligesom mange skridt efter i den almindelige udvikling. De holdes endnu nede under tyngden af herremændenes gamie åg. De er endnu ikke og føler sig heller ikke som frie mænd. Hvor de, som på Gyldholm, i slegtled har arbeidet på den samme gård, nedarves det kuede, dvaske, ufri, — stavnsbåndsfornemmelsen, — i blodet. De føler sig fremmede for bønderne, deres egne lidelsesfæller i fordums tid, som nu har reist hovedet og har taget styret i sit eget land, og de forstår endnu mindre byernes arbeidere og deres friske opposition. Men også til dem, til Gyldholms husmænd, kommer den nye tid, det 19de århundrede, de underlige fremmede tanker om en bedre tingenes tilstand og om rettigheder, som de skal ha, men knapt kjender til, — om et Gyld-
— 210 —
