I DANSK LITTERATUR 1870—1904
hvis poesi endnu har den samme friskhed, som da han første gang slog til lyd, glad og overmodig, overdådig udrustet til livet, lykkelig begeistret for den nye kunst, som just var bebudet og som virkelig kom. Stemningen i hans digtning har senere skiftet, mellem gylden lys og sorgtung, han har skiftet parti også, tilsyneladende, han har undertiden råbt op mod gamle forbundsfæller, han har manet så strengt til at følge livets kald, at han virkede som en gammel moralist — og han har hånet al hverdagslig moral, han har dristig forkyndt en fribytterglæde ved livet, som ingen hensyn tog, — — men under alt dette er han i virkeligheden den samme farende svend, der altid gir sig helt hen i sine stemninger, et stort barn og en stor kunstner, der gjør livet til et eneste vældigt digt. Han har git med ødsel haand, han har ikke valgt, ikke vraget, der er det af Drachmanns digtning, som kun har andenrangs værd, og der er de af hans poesier, som hører til det skjønneste i gammel og ny kunst.
I den litteratur, der samler sig om Georg Brandes førerskikkelse, står disse tre, J. P. Jacobsen, Schandorph og Drachmann, som de fremste af sin slegt, Schandorph mindre som kunstner, men såre karakteristisk som personlighed og som repræsentant for det danske folkelynne. Ved siden af dem havde Georg Brandes i „Det moderne gjennembruds mænd“ nævnt to andre: Erik Skram og Edvard Brandes. Erik Skram har ingen merkeligere rolle spillet. Han var dengang, Brandes skrev, manden af den ene bog, „Gertrude Colbjørnsen“, og det har han egentlig vedblit at være. Fin og forstående, en nobel personlighed af de sjeldne, er hans indsats i dansk litteratur af rin-
— 11 —
