SVINGNINGER OG STEMNINGER
er der et polemisk, agitatorisk element. Det blir altid en revision af ældre idealer, det blir et opgjør og en dom. Og just fordi der denne gang var så meget at overvinde, sociale, kunstneriske, litterære fordomme, blandet med personlig uvilje, den ældre slegts instinktsmæssige nag til den seirende ungdom, fik opgjøret en hårdhændt karakter. Den ældre slegts verk blev dømt strengere end rigtigt, men især fordi den måltes lidt for meget efter dens sidste ordførere, mænd som Carl Ploug, engang begeistret frihedssanger, senere hadsk modstander af alt nyt og ungt og levedygtigt i Danmark, og som den tarvelige servitør af bourgeoisiet Erik Bøgh, vaudevilleseminaristen.
Nogle år senere, da de unge definitivt havde seiret, fortonede dette forhold sig noget anderledes. Da udviklede sig den spire til opposition, som en dom, fældet, mens lidenskaberne er i bevægelse, altid vil indebære. Da huskedes alt det værdifulde i den danske romantik.
Der kom andre, endnu vigtigere momenter til.
Realismen havde dels betegnet en sproglig fornyelse, dels var den ensbetydende med, at det moderne naturvidenskabelige livssyn også satte sit præg paa kunsten.
På det sproglige område kunde realismens store verk blot føres videre. Her var det indvundne af uomtvistelig værdi. Men ligeoverfor den naturvidenskabelige betragtning af menneskene reiste der sig ude i Europa ivrige røster.
Realismens alvorsfulde krav var sandhed. Digteren skal skildre menneskene, som de er. Han skal ikke udsmykke deres virkelige natur, pynte den, til den blir ukjendelig. Med stor djervhed
— 14 —
