I DANSK LITTERATUR 1870—1904
Dengang Georg Brandes kaldte til nyt liv i Danmark, havde han sagt: forlad de gamle aflagte idealer og opsøg virkelighedens problemer. Så intimt forbundne som den sociale og litterære bevægelse dengang var, kom ganske naturlig den lange række af sociale problemer til at gjøre sin gang gjennem skjønlitteraturen. To store norske digtere — Ibsen og Bjørnson — viste her veien. Nu er det jo meget muligt, at der kan opstå god kunst, selv om kunstverkets skelet er et samfundsproblem. Det har de to nævnte digtere hyppig vist. En fare er der altid: når digteren samtidig skal løse eller i hvert fald belyse problemet, kan dette virke hindrende for hans kunstneriske frihed, og det kan forlede ham til at gjøre vold paa livet.
Men ottiårenes problemdigtning gik endnu videre, navnlig i Sverige og Norge, kanske mindre i Danmark. Problemet blev ofte det væsentlige, og digtningen fik et stedse mere udpræget aktuelt formaal, en bestemt tendens. En betragtelig del af ottiårenes realistiske litteratur tilhører denne tendensdigtning. „Man forivrede sig,“ skriver en svensk kritiker, som nylig har behandlet denne periode, David Sprengel, „man gjorde tendensen til et grovt formet løsen og begyndte tilsidst at glemme, at al denne drøftelse af forskjellige spørgsmaal, denne reformiver, denne lyst til at bære strå til det almenes store høstak dog ikke i og for sig kunde gjøre en bog til et kunstverk. „Det verk, som ikke i og for sig indebærer en bestræbelse, en nyttig hensigt, er et unyttigt verk, et dødt produkt,“ erklærede en forfatterinde i denne periode, og hun udtrykte manges mening.“
— I Sverige var det navnlig endel forfatter-
— 25 —
