I DANSK LITTERATUR 1870—1904
ningen aldrig har antaget den grovt udvortes karakter, og hvor den artistiske sans var langt finere og sikrere udviklet end i det øvrige Norden, forsvandt den socialt belærende litteratur uden synderlig larm. Drachmann forrettede ved begravelsen.
III.
— Den danske litteratur, som er spiret frem efter 1890, gir et livfuldt og broget billede: en række af personligheder, der har udfoldet sig frit, kunstnere, der hver følger sin individuelle opfatning i dyb ærbødighed for kunsten. I kunstnerisk syn, i smag og kunstform, i temperament er de unge digtere hinanden så ulige som vel muligt. De har tilfælles den artistiske interesse, en intens glæde ved formen, ved sprogets hellige dyrkelse. Ved siden af Helge Rodes alvorlige og tankefulde ansigt, grublende over menneskesjælens gåder, ser man Gustav Wieds lystige træk, en dristig og fantasifuld karikaturtegner, der under al sin spas har gjort dybe greb ind i menneskehjertets løndomme. Der står Peter Nansen, den sikre skildrer af det mondæne Kjøbenhavn, hvis digtning på samme tid eier det 18de århundredes lette sentimentalitet og dets sirlige frivolitet, en poet, hvis gratie er hyrdetiden værdig. Der er Johannes Jørgensen, den moderne katolik, hvis skjære stilkunst forvandle helliggjørelsens orden og andre trosproblemer til en behagelig underholdning. Der er Sven Langes kloge, indsigtsfulde ansigt. Der er Karl Larsen, hvis vittige glæde over det menneskelig særegne forbinder sig med en dyb forståelse af det alment menneskelige, hvor det så forekommer. Der er Valdemar Rørdam, som har
— 27 —
