HOLGER DRACHMANN
Han elsked mig fjærnt, som han elsked mig nær,
jeg var ham som kvinden og friheden kær,
hvoraf aldrig den „trætte“ blir ked.
Jeg nynned ham ind dette livsens begjær —
og nu lægger han livstræt sig ned.
Han hadede den flade, løgnagtige stad —
og hildedes dog i dens næt;
han elsked dens glimmer — som inderst han gad
knap yde den flygtigste ret;
han vidste, at dyderne ikke er alt —
så blev han for svag for den dunkle gevalt
under tusmørkets slørende hvælv:
et menneske var han og derfor han faldt
som menneske over sig selv.
Men gav han, Boganis, sig døden ivold,
det var ej som hykler — å nej!
og ligger den jæger nu livløs og kold.
han faldt på en blomsterklædt vej;
han elsked det liv i dets brogede svøb,
for hvilket hans blussende hjerte gav køb
under lunernes legende vind —
„selv uregelmæssig“ han fulgte dets løb,
til det bugted mod døden sig ind.“
Så stor en forskjel der i visse henseender har været, hvor meget er der dog ikke, som her fører tanken mod Drachmanns eget digterliv! Hvor han har elsket „det liv i dets brogede svøb, for hvilket hans blussende hjerte gav køb“ — hvor det har været ham „som kvinden og friheden“ kjært! Kan digtet stilles i spidsen for Drachmanns hele produktion, gir det i særegen grad stemningen i det verk, hvor Drachmanns ødselt udstyrede digterpersonlighed kommer os
— 34 —
