Denne side er blevet korrekturlæst
HOLGER DRACHMANN
med knoen varsomt mod døren; den forblev lukket. Han satte sig som sønderbrudt på trappeafsatsen — bøjede hovedet — dybere og dybere.“
— — Gjennem al bogens sorg klinger denne tanke: „Hvad om man engang kunde tage livsglæden, morskaben i sin hånd — synge den ud blandt et træt, men endnu ikke livstræt folk — skænke den ud til tørstige gemytter — selv om „udskænker“ skulde blive hængende ved ens navn.“ Det er det, Drachmann er blit: livsglædens, skjønhedsglædens store „udskænker“ blandt sit folk.
— 45 —
