EDVARD BRANDES
for denne avis, den betydeligste og indholdsrigeste i hele Skandinavien.
Hans litterære produktion indeholder en lang række af verker: flere videnskabelige over østerlandske emner, — på det æstetisk kritiske område, foruden talrige fortjenstfulde artikler i pressen: studier over „Dansk skuespilkunst“, „Fremmed skuespilkust“, „Holberg og hans scene“ — fortællinger: „En politiker“, „Lykkens blændverk“, „Det unge blod“, — en politisk oversigt: „Fra 85 til 91“, — men navnlig et stort antal skuespil: „Lægemidler“, „Gyngende grund“, „En forlovelse“, „Et brud“, „Kærlighed“, „Overmagt“, „Under loven“, „Asgerd“, „Muhammed“, „Primadonna“, „Udenfor loven“ samt endel mindre, der er samlede i ét bind.
Der er et, jeg vil fæste mig ved, fordi det forekommer mig at gi særlig gode bidrag til Edv. Brandes’ karakteristik som digter, samtidig viser hans styrke og hans svaghed. Det er „Under loven“. Dette skuespil er fra 1891, men det kom først for etpar år siden til opførelse. Det er med sin tunge stemning og lidt for store udførlighed et betydeligt verk, noget af det mest indtrængende, Brandes har formået at gi.
Det er et drama fra det moderne samfund, der i hele sit forløb virker ægte, iagttaget på nært hold, grebet af et sikkert øje, gennemlevet af en sterk følelse, der aldrig streifer det blødagtige. Man har bebreidet Brandes, at han er kjølig, og at hans kunst virker kjølig, lidt blodløs. Der er arbeider, hvor denne kritik ikke er ugrundet. Men i det store og hele forekommer dette syn på Edvard Brandes’ kunst mig at være overfladisk og urigtigt. Han er ikke følsom, aldrig
— 48 —
