PETER NANSEN
vrig i studenterlivet, hvor han forholdsvis snart havde sluttet sig til oppositionen. Nansen kom til Kjøbenhavn, efter at det første afgjørende litterære gjennembrud havde fundet sted. Fra 1876 har vi J. P. Jacobsens „Marie Grubbe“. Også Drachmann havde dengang allerede gjort sig energisk gjældende. Nansen hørte til den følgende slegt, som voksede op under indtrykket af de store kunstneriske seire. Det var først og fremst det artistiske, som virkede på ham. Han er i det ganske Norden den digter, der bringer den spirituelle franske kunst mest i erindring. End ikke svenskerne, som af de nordiske folk altid har stået den franske kultur nærmest, og som i den gustavianske tid eiede digtere af en med den galliske beslegtet esprit, har havt nogen forfatter, der behandler farlige emner med den sikkerhed og gratie som Peter Nansen.
Nansen debuterede høsten 1883 med „Unge mennesker“, og udgav kort efter den dramatiske situation, „Kammerater“, som opførtes våren 1884. Ved denne tid var han medarbeider i „Nationaltidende“. Men da „Politiken“ stiftedes høsten 1884, førte hans kunstneriske og politiske sympatier ham naturlig til dette blad, hvor han gjennem 11 år var en dygtig og anset medarbeider, absolut, som der står om helten i „Guds fred“, en mand, der måtte regnes med, en farlig modstander og en solid ven. Peter Nansens journalistik er kunst. For ham er en liden artikel en kunstnerisk enhed for sig. Omhyggelig komponeret sier den nøjagtig, hvad forfatteren vil si, og bibringer læseren hans opfatning ligeså klart som underholdende. En gratiøs ironi, en munter alvor, — et solid kjendtskab til emnet i en vittig form, — det
— 76 —
