PETER NANSEN
ræder med ulige større klarhed. Ganske mesterlig er skildret de sindsbevægelser, han gjennemgår, da tiden for Marias giftermål nærmer sig, og han mere og mere blir sig bevidst, hvor dårlig han kan undvære hende, og hvor umulig han kan unde den anden hende.
Slutningskapitlerne i „Maria“ indeholder partier af stor skjønhed. Afskeden er særlig smuk: „Din lille varme hånd, Maria, den hvilede så forsigtig i min, rørte sig ikke, frygtede sagtens at bryde stilheden.“ Og lidt senere: „Så hørte jeg, langt borte fra, Marias stemme. Den kom til mig som båren fra den store stilheds blide bølger. Hun sagde: „Sådan er det vist at være død.“
— Men denne afsked blir ingen død, den blir tværtimod for de to elskende indgangen til livet. Den lille kjærlighedshistorie, som begyndte i letsind, ender i den store kjærlighed, der er livets alvor, det alvorligste af alt.
Ligesom Maria gjenkalder det 18de århundredes erotiske hyrdedigtning, gjenkalder „Guds fred“ den tilbøjelighed, som datidens selskabstrætte mænd nærede for den landlige uskyld og ro. Som de 18de århundredes hofmænd i poesien opsøgte den ideale bondepige, således finder helten i „Guds fred“, der kjed af storbyens uro har søgt hjem til sin beskedne fædreneby, en ung pige, som er ganske ideal, i sin merkelige intelligens uberørt og ædel. At hun tilsidst må dø, er ganske naturligt. For det hele har i virkeligheden kun været en udflugt. Forfatteren skal dog engang tilbage til den storby, han forlod, og da han ikke vil, at den elskede kvinde skal lades i stikken, er det den eneste udvei, at hun omkommes deroppe i den gamle mølle. Trods mange smukke enkelt-
— 86 —
