102
— Digterne.
Harald spidsede sin Mund som altid, naar han talte om sin Fader, den store Maler:
— Fa’er si’er, man laver bedst Kunst, naar man længes. Derfor boer vi, der betyder noget, alle i Udlandet.
Joán stemte de foldede Hænder ind mod sit Knæ og Holstein, der pludselig drejede sit Hoved (naar han var vaagen, drejede han uafladelig sit Ansigt saa til højre og saa til venstre, som gjaldt det om at se ethundrede og tyve Ting i Minuttet) sagde:
— Hvor Joán Hænder er smukke.
Harald vrængede:
— Fanden véd, hvad du ikke finder dejligt paa Joán.
— Sludder, sagde Holstein.
Men Harald sagde langsommere:
— Forresten si’er Fa’er osse, at Joán har no’en underlige Hænder. Han presser dem sammen, si’er han, med ét, li’esom han fik ondt et Sted.
Holstein vendte rapt sit Ansigt:
— Det er sgu sandt, og atter drejende sit Ansigt og rækkende sine egne Labber, der var
